Hoopers

Hoopers er en hundesport, hvor hundeføreren så vidt muligt via fjerndirigering guider sin hund igennem en forhindringsbane fejlfrit og så hurtigt som muligt. En sportsgren, der er skånsom for både hund og hundefører, hvilket gør at alle hunderacer og førere kan deltage.

 

Hoopers stammer fra NADAC (North American Dog Agility Council) i USA og har bredt sig til Europa (primært Schweiz i 2015, Tyskland, Holland og UK 2018). Hoopers-bølgen ramte Danmark for alvor ultimo 2019/primo 2020. DKK’s Hoopersudvalg blev en realitet i februar 2020.

I sin oprindelige form bevæger hundeføreren sig så lidt som muligt og fjerndirigerer hunden gennem banen fra et på banen udpeget område ved hjælp af kropssprog, håndsignaler og verbale kommandoer. Dette gør hoopers til et spændende og udfordrende samarbejde ikke kun for hunden, men også for hundeføreren (uanset alder og/eller fysisk form).

Hoopers har ingen spring, kun hoops, som hunden skal passere igennem og andre typer af forhindringer, som hunden enten skal løbe igennem, henover, udenom eller rundt om (sidstnævnte dog kun ved retningsskift).

Med flydende, bløde løbelinjer uden skarpe drej eller vendinger er hoopers ikke kun sikkerhedsmæssigt forsvarligt for hunde i alle aldre, den minimale udstyrsliste gør det også enkelt for den enkelte hundeejer at kunne træne hjemme.

En hundesport som tilgodeser og tiltaler alle hunderacer og -førere uanset race, størrelse og mobilitet.


Nyheder

Sponsorer