Hvalpetræning
Hos DCH-Kolding tilbyder vi hvalpetræning.
Du kan begynde når hvalpen er 8 uger. Det vil dog være en god idé at vente med at starte hvalpetræning til du har haft hvalpen hjemme hos dig 1-2 uger. Dette for at din hvalp kan falde til i sit nye hjem, lære sin nye familie at kende og jeres hverdag. Altså finde sin base i ro og mag, inden den udsættes for flere nye indtryk.
DCH Kolding oplever stor søgning til hvalpetræning kontakt os derfor på hvalp@dch-kolding.dk når du ved hvornår du får hvalpen hjem.Der er næsten altid er ventetid for at komme på holdet.
Hvalpen må ikke være mere end 5 mdr. gammel når i starter på hvalpeholdet.
Prisen kan du finde på Tilmeldingssiden, og er for 12 sammenhængende lektioner.
Når du er medlem, har vi en kollektiv udvidet hundeansvarsforsikring, hvilket kræves når man træner hund. Derfor skal du kun have den lovpligtige hundeansvarsforsikring.
Vi har 1 stort hvalpekursushold med 2-3 instruktører tilknyttet. Hver instruktør har max 6 hvalpe og deres førere på sit hold. Hver instruktør har både små og store hunde på holdet. Der er ingen hvalpe der slippes løs under træningen.
Hvalpekurset tager udelukkende udgangspunkt i positiv træning.
Vi bestræber os på at få bygget samarbejdet, tilliden og forståelsen mellem din hvalp og dig op i form af positiv øjenkontakt, leg, indlæring og social hygge imellem jer.
På hvalpekurset vil du og din hvalp få lært grundelementerne som: sit, dæk, stå, plads og indkald. Du vil på hvalpekurset også komme på Miljøtur, prøve kræfter med ”Sjov træning”, lære at undersøge din hund og andre spændende ting.
For forespørgsel om plads på hold eller yderligere info om hvalpetræning send mail til hvalp@dch-kolding.dk .